Qeqertarsuaq - udflugter og ture...

Frodigheden vil ingen ende tage og kontrasten mellem lavafarver, det grønne mos og havet med dets isbjerge, gør stedet til ét af de mest fotogene i Grønland.

Vandretur til Kuannit

Lidt nord for Qeqertarsuaq, helt ude ved kysten, finder man det særprægede område kaldet Kuannit. Stedet er ekstremt frodigt, efter grønlandske forhold, og er i sommerperioden næsten neon-grønt af mos og skærmplanten kvan. Øens vulkanske oprindelse manifesteres også i de specielt udseende basaltsøjler, der dominerer området. Stedet er relativt højt hævet over havet, så når tingene går op i en højere enhed, kan man ligge i lyngen og nyde sin madpakke, imens man betragter hvaler i Diskobugten.

Turen tager typisk 3-4 timer t/r inkl. en frokostpause.
Pris: 495,- DKK

Lyngmarksbræen i 900 højdemeter.

Overnatning ved Lyngmarksbræen

Efter 900 højdemeter og 3-4 timers krævende vandring, belønnes vi med synet af det enorme islag
Lyngmarksbræen. Med gletsjer-is under fødderne kan man for alvor nyde den svimlende smukke udsigt over Qeqertarsuaq og Diskobugten. 

Vildmarkshytten, Disko Mountain Lodge, ligger lige ved siden af gletsjeren og på denne tur får du fantastiske udsigter hele vejen kombineret med en overnatning i hyggelige omgivelser med den vildeste udsigt til Diskobugten.

Bemærk: Det er vigtigt at pointere, at det er en fysisk krævende vandretur, som tager 3-4 timer hver vej. Har man dårlig ryg, knæ eller hofte skal man derfor overveje turen en ekstra gang. Vandresko/støvler anbefales på det kraftigste

Varighed: 24 timer med overnatning
Pris:  DKK 1695,- Pr. pers

Kajak med instruktør og isbjerg i baggrunden.

Kajak med instruktør og følgebåd

Drømmer du om at ro i kajak iblandt isbjerge i kajakkens oprindelsesland? Hvis du er heldig, ser du også en hval eller to på din tur langs Qeqertarsuaqs kyst.

Sceneriet er mageløst, når vores instruktør guider os ud på vandet. Sikkerheden er i top, idet en følgebåd vil akkompagnere gruppen i behørig afstand, så motorens lyd ikke forstyrrer den rolige oplevelse ude på vandet. 

Varighed: 3 timer inkl. Omklædning

Pris: DKK 1250 pr. person

Udsigt til ishavet fra Sauna på sortsandstranden i Qeqertarsuaq.

Sauna

Hvis du er til vinterbadning, så er Qeqertarsuaq et af de mest unikke steder i verden til at hoppe i baljen. Her bader du tæt på isskosser og isbjerge fra Grønlands eneste sort-sandsstrand. Saunaen ligger placeret 50 meter fra stranden og er med panoramavindue, hvorfra du kan nyde den betagende udsigt over Diskobugten.

Varighed: 1 time

Pris: DKK 150 pr. time

Der er også mulighed for privat leje af hele saunaen.

Vandretur til ”Udkiggen”

Det yderste punkt syd for Qeqertarsuaq bliver kaldt ”Udkiggen” eller Qaqqaliaq på grønlandsk. Som navnet antyder, er det et rigtig godt sted at observere hvaler.

Turen tager ca. 2-3 timer t/r i roligt tempo.

Oplev Qeqertarsuaq og omegn på mountainbike

Tag en tur rundt i byen eller følg grusvejen ind mod Lyngmarksfjeldet, hvor mountainbiken kommer til sin ret. Vil du udfordres lidt på teknik og udholdenhed findes der et stisystem i området ved Blæsedalen. Vores mountainbike findes i alle størrelser.

Pris: DKK 200 pr. dag

Udsigt fra Skarvedjeldet til blå vand og himmel.

Dagsvandring til Skarvefjeldet

De, der er interesserede i en længere og mere udfordrende dagsvandring, kan følge med vores guide på denne favoritvandretur blandt vores personale. Vi følger den sydligste kant af Skarvefjeldet til toppen (830 m.o.h.)

Varighed: 7 timer
Pris: 995,- DKK per person
Minimum: 2 personer

Smukke farverige huse med solnedgang i baggrunden.

Guidet byvandring

På denne guidet byvandring får du et indblik i byens ældre og nyere historie. Qeqertarsuaq hedder Godhavn på dansk, som refererer til byens beskyttede naturhavn, der til alle tider har gjort det nemt at få adgang til byen fra søsiden. I dag er det Diskoøens eneste by. Tag med vores guide på en to timers rundvisning til fods i Qeqertarsuaq, og bliv klogere på byens kulturhistorie og dagligdagen for de cirka 850 indbyggere, der bor relativt isoleret på en ø, lidt større end Sjælland. Havnen er et livligt tilholdssted for byens befolkning og der er altid en masse oplevelser at hente. Vi går en tur rundt i byen og hører flere historier fra livet i Grønland.

Varighed: 1,5 time
Pris: 250,- DKK per person
Minimum: 2 personer

Om Qeqertarsuaq

Qeqertarsuaq er en af vores absolutte yndlingsbyer - et fantastisk dejligt sted. Her bor lige knap 850 mennesker og byen er sprællevende på grund af den store aktivitet i foreningslivet.
 
Beliggenhed er 5-stjernet – lige ud til Diskobugten og de store isbjerge og alle de hvaler, der ynder at holde til i området. Øen har et noget anderledes landskab med de høje fjelde, varme kilder og basaltformede søjler.
 
Diskoøen er Grønlands største ø beliggende i Diskobugten. Øen er på størrelse med Sjælland og har med lidt god vilje form som en diskos — deraf navnet. På grønlandsk hedder øen Qeqertarsuaq, som betyder "Den store ø". Øen har kun en enkelt by, nemlig Qeqertarsuaq (Godhavn) som ligger på sydsiden, samt en mindre bygd Kangerluk (Diskofjord), der ligger 35 km mod nordvest.
 
Mange grønlandsrejsende kender Diskoøen fra afstand, hvor øens karakteristiske basaltfjelde af vulkansk oprindelse rager næsten 1.000 meter i vejret. Toppen i syd er året rundt dækket af is og sne i skikkelse af Lyngmarksbræen.

Diskoøen er interessant af mange årsager, ikke mindst på grund af den store artsdiversitet inden for flora. Øen er nemlig beliggende mellem lav- og højarktis, og sammen med med forekomsten af mange varme kilder, giver det en rigere vegetation sammenlignet med andre lokaliteter på samme breddegrad. F.eks. trives skærmplanten kvan storartet på øen. Havet er også meget rigt omkring Diskoøen, og det betyder generelt store forekomster af hvaler. Om foråret er området et af verdens bedste til at observere den store Grønlandshval. På grønlandsk har den det meget betegnende navn "Arfivik", der betyder "den tøndeformede". Om sommeren ses pukkelhvaler meget ofte helt tæt inde ved kysten.

Qeqertarsuaq blev grundlagt i 1773, netop som en slags hvalfangerstation. Byen ligger billedskønt placeret med basaltfjeldene som baggrundskulisse. Man kan rejse til Qeqertarsuaq fra både Ilulissat og Aasiaat.

Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Ja
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt

Forslag til rejse på Diskoøen